© Lars Wettergreen Aagesen - unless otherwise stated.

onsdag den 29. maj 2013

Stor agurk blomst

Var nød til at sætte nogle kraftigere pinde i til agurkeplanterne, da de var begyndt at trække pindene med ned i et langsomt fald, da jeg kom hjem i dag. Så nu er orkidepindene udskiftet med nogle noget større bambuspinde. I processen tog jeg lige det her foto af den pt. største blomst/agurk på planterne. 


Jeg vil tro, at selve agurken er omkring 2 cm lang.

Peber blomst og små agurker

Peberfrugten (eller peberplanten eller peberen eller hvad man nu kalder det) har fået en fin hvid blomst. Og der er en hel del mere på vej.

Hvid blomst på peberfrugten/-planten.

Det vil sige, at den sidder ikke på planten mere, da konen lige skulle pille og så faldt den altså af, men nu kan man så lige ane det der forhåbeligt skal blive til en fin lille peberfrugt. Så det går nok alt sammen.

De 4 agurkeplanterne har efterhånden også en hel del bitte små agurker alle sammen. Nu var planen jo, at jeg kun skulle have 2 af dem ud på altanen, men det har vejret så ikke rigtigt tilladt endnu, så så længe de bliver stående indenfor om natten og på kolde dage, så beholder jeg alle 4. Og så flytter den ene måske ud til min bror og svigerinde, når vi når til, at de skal udenfor permanent.

Et par af de rigtigt mange små agurker,
der kigger frem på agurkeplanterne nu.

Jeg er meget spændt på om jeg ender med at komme til at høste de første agurker indenfor, når nu sommervejret ikke kan finde ud af at give den gas.

Jeg må sige, at det er så sjovt og spændende at følge alle planternes vækst og måden de stille og roligt forandre sig. Glæder mig hver dag til at komme hjem og se til de små (efter at jeg har sagt hej til konen og min datter på behørig vis, selvfølgelig). Håber at min datter også kan fastholde interessen, da jeg synes, at det er vigtigt, at hun forstår, at grøntsagerne altså ikke bare kommer fra store kasser nede i Netto, men at der faktisk er nogen, der har arbejdet for at få dem dyrket.

tirsdag den 28. maj 2013

Mulig sygdom hos tomatplanterne?

Tre af de fire tomatplanter (Green Zebra er undtaget) har fået nogle misfarvninger på bladene. Det er ikke på alle bladene.



 
Umiddelbart efter hvad jeg kan finde på internettet, så tror jeg muligvis, at de bare er blevet solskoldet. Grunden til at jeg mener at det kunne være en solskoldning er, at bladene efter en kraftig regn blev udsat for kraftig sollys. Og vandet på bladene har så givet ovenstående resultat.
 
Der er også andre meget mere dommedagsagtige muligheder, men jeg synes ikke det visuelt helt ligner disse forskellige sygdomme eller råd, så jeg håber virkeligt, at det bare er en gang solskoldning. Synes heller ikke at det ser så voldsomt ud som det gjorde den første dag, hvor jeg opdagede det. Har desværre ikke et foto fra den første dag til sammenligning.
 
Krydser fingre for de 3 smås ve og vel.  
 
 
Tilføjelse Torsdag d. 29. maj
Snakkede med min kollega, der har styr på det her tomatning. Hun mente, ligesom mig, at det var solskader. Så alt er godt :-)

torsdag den 16. maj 2013

Tomaterne ude og peberen har knopper

Peberen har nu også fået de fineste små knopper. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvornår den kan plantes ud, så jeg venter til endnu. Bliver nok sammen med agurkerne, dvs. at der nok går 14 dage. Så i starten af juni. Både agurk og peber er ikke glade for lave temperature.


I går besluttede jeg mig så for at nu skulle tomaterne ud på altanen permanent, eller dvs. at det gjorde jeg, da jeg i weekenden så vejrudsigten for i går og frem. Så jeg allierede mig med min 4½-årige datter, og fik plantet tomatplanterne ud i kapilærkasserne. Vi fik så her også fundet måske en af de størsre ulemper ved at dyrke på altanen: der skal slæbes en del vand derud, når kapilærkasserne skal fyldes. Jeg har til formålet investeret i 4 stk. 15 liters dunke, så jeg ikke skal rende så meget frem og tilbage, og så kan vandet også for lov til at stå på altanen og temperere inden det bliver hældt på. Har læst at planterne ikke kan lide at få koldt vand, men vand fra altanen må jo have samme temperatur som planterne og kasserne, hvis bare det har stået dér længe nok. Jeg hælder først gødning i lige inden vandet bliver hældt på, så gødningen ikke står og fordamper (har jeg også læst at den kan, hvis det står for længe). Forøvrigt så bruger jeg en 1 promilles opløsning af gødningen.

Så her er to fotos af hhv. nordenden og sydenden af altanen (det fik så lige altanen til lyde noget større end den reelt er).

Nordenden.
 
Sydenden.
 
 
Og her er en lille håndtegnet oversigt over placeringen af planterne på altanen
 

Den er også at finde i årsoversigten.
 

tirsdag den 7. maj 2013

Endeligt godt vejr

Så kom det endeligt endeligt en-de-ligt. Det gode vejr altså. Så tomaterne og peberfrugten har tilbraget dagene på den anden altan. Den er nemlig tættere på det vindue, som de står i, når de ikke er ude. De har været ude siden i lørdags, hvor det gode vejr startede, hvis jeg ikke husker helt forkert.

Udover Gul Ribs så har Cherry Roma også fået knopper nu. Og så er knopperne på Gul Ribs godt på vej til at blive til blomster.


Gul Ribs' første blomst


Den røde peber får også stille og roligt sat flere skud og blade.

Peberfrugt
Så nu har det gode vejr bare at bide sig fast, så jeg kan få sat tomatplanterne i kapilærkasserne. Men ved ikke helt om vejret (eller dvs. temperaturen) er til at stole på endnu.

torsdag den 2. maj 2013

Første knop

Så kom de første knopper. Det er tomatplanten Gul Ribs (Yellow Currant) der har sat den første lille klase af knopper.

Første knopper på Gul Ribs tomatplanten.
 
Det er så tilfredsstillende, når planterne tager de her skridt. Også selvom den eneste indsats jeg gør er at vande dem en gang imellem.
 
Det er endnu ikke lykkedes at få tomatplanterne ud på altanen. Det er stadigvæk for koldt og blæsende.