© Lars Wettergreen Aagesen - unless otherwise stated.

tirsdag den 30. april 2013

Agurkplanterne vokser

Det endte med at blive til 4 fine agurkplanter ud af de 6 frø, så det ramte jo de 7/10, som jeg har nævnt tidligere, nogenlunde.

 
 
Jeg har nu flyttet dem over i potter, da der var en masse rødder, der stak ud af både bunden og siden af tørvebrikken. Jeg glemte desværre i min iver at tage et billed af det. Det kan godt være, at der skal noget mere jord i potterne, men med tørvebrikken stikkende lidt op, så føler jeg mig overbevist om, at jeg bedre kan undgå at der kommer vand på selve planten. Hvis der kommer vand på planten, hvor den stikker op af jorden er der en stor risiko for at den rådner.

Tomatplanterne kommer!!!

Eller det vil sige, at jeg allerede har fået dem. De kommer i den første tid, indtil det bliver varmere og temperaturen om natten er kravlet over 10 grader, til at bo i en plastkasse. Som jeg så kan flytte ud om dagen og ind om natten.

 


Jeg har forøvrigt helt glemt at notere på bloggen, at jeg også har købt en peberfrugtplante (rød), der også skal ud og stå på altanen. Den bliver plantet ud i en stor krukke, når det bliver tid. Det er den der står nederst til venstre på billedet.

lørdag den 27. april 2013

Endnu flere spirende agurkplanter

Det går stærkt med agurkeplanterne nu. De er oppe på 4 skud.

Jeg har læst et sted at man skal regne med at 7 ud af 10 agurkefrø spire, så udfra det, så skal jeg nok ikke regne med flere. Men lad os se hvad det bliver til. Der går lidt sport i den.

Et lille billede af de 4 små.


fredag den 26. april 2013

Så venter vi bare på planterne

Jeg får tomatplanterne på mandag, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få altenen klar. Også selvom jeg godt ved, at tomatplanterne ikke kan stilles permanent ud inden temperaturen om natten er noget højere.

Jeg har fået modificeret på de to paller jeg fandt. De blev halveret på langs, og så var jeg nød til at gøre dem kortere, da de var 2 cm for lange. Og stumperne fra de to blev til en tredje halv palle.

Så her er et par billeder af resultatet.

Kapilærkasser på paller til agurk og tomat.
 
De ekstra plantesække er til min bedre halvdels projekt på den anden altan. Der skal være blomster i altankasser og i potter på væggen. Dejligt når det nu er der vi sidder.
 
 
Kailærkasse til tomater. Og datterens vandkande er også klar.

Det er måske ikke det smukkeste at se på, men det er funktionelt og så sidder vi jo på den anden altan, hvorfra vi ikke kommer til at kunne se andet end toppene af tomat- og agurkplanterne.

Spirende agurker

Så kom der spire frem i to af de seks tørvebrikker med agurkekerner.



Utroligt så hurtigt de kigger frem, de små skud. Ingenting og så POP, så er der et lille 5 mm skud.

mandag den 22. april 2013

Skoleagurk

Udover tomater har jeg i weekenden sat skoleagurker til spiring. Min datter kommer helt sikkert til at elske dem.



Agurkekernerne er sat til spiring i tørvebrikker i vinduet. Endnu en første for mig.

Valg af tomater

Min kollega, som jeg køber tomatplanterne af, har sendt en liste over hvad hun havde i år. Og jeg har valgt følgende til altanen:


Cherry Roma
"En cherrytomat der er en miniature udgave af den almindelige Roma. De er meget kødfulde og rige på smag. De bliver blommeformede og op til 2,5 cm."
(kilde: www.bh-froe.dk)

Gul Ribs (Yellow Currant)
"Denne lillebitte tomat ’Yellow Currant’ er af cherry-typen og bærer massevis af klaser af små gule tomater, hver især kun ca. 1-1½ cm i diamter. Tomaterne har et glasagtigt, gennemsigtigt skær, der gør dem ret kønne. Historien fortæller, at denne ’Yellow Current’ blev fundet for 60-70 år siden, voksende som ukrudt i en sprække i et fortorv i den amerikanske delstat Indiana. En enkelt plante kan producere hundredvis - under gode forhold op over tusind - små tomater.

Currant er det engelske ord for ribs og selvom disse tomater dog knapt er så små som ribs, så er navnet sigende for, at det er små klasetomater med normalt 6-10 tomater pr. klase. De er skønne drysset hele over en salat, i madpakken eller blot spist direkte fra planten. Og så ser det jo flot ud med en hel klase dekorativt placeret på en tallerken. ’Yellow Currant’-tomater er søde med et lavt syreindhold. En sund og god tomat, der er velegnet til det danske klima. Den kan dyrkes på friland, blot den står lunt og solrigt i læ. Også velegnet i en stor krukke el.lign. på terasse eller altan. Planterne af ’Yellow Currant’ er generelt sunde og modstandsdygtige over for utøj og vil producere tomater til langt ind i efteråret."

(kilde: www.albinusfro.dk)

Gul Ribs er en busk og skal defor nødvendigvis ikke nippes.

Black Plum
"Aflange blommetomater i en smuk dyb mahognifarve. Tomaterne af 'Black Plum Paste’ bliver ca. 5 cm lange og vejer 75-100 gram. 'Black Plum Paste’ stammer fra Rusland og er dermed velegnet til det danske klima, en af de tomatsorter, der også klarer sig godt på friland. Smagen er sødmefuld og intens. 'Black Plum Paste’ kan spises frisk fra planten, men som blommetomat er den også meget velegnet til henkogning eller syltning, i chutney, tomatsovs o.lign. Planterne er rigtbærende og der kan høstes længe af disse Black Plum Paste"
(kilde: www.albinusfro.dk)


Green Zebra
"Green Zebra er en dekorativ og velsmagende tomat. Tomaterne er mellemstore med en vægt på ca. 85 gram og er skønne at se på med deres zebrastriber – limegrønne striber mod en gyldengul bund. God smag med en fin balance mellem sødme og syrlighed." (kilde: www.albinusfro.dk)

Jeg er meget spændt på om vi kan få et bedre udbytte end sidste år, hvilket jo ikke var imponerende.

torsdag den 18. april 2013

Hele altanen og paller

Jeg har taget et billede af vores altan nede fra gården for at give et lidt bedre overblik over størrelsen på "køkkenhaven".
 
Den (kommende) lille grønne have
 
Derudover så var jeg så heldig i går, at en af vores naboer havde stillede nogle af de her spinkle paller ned, så dem scorede jeg fluks. Dem vil jeg skære over på langs og så kan de bruges under kapilærkasserne, så de ikke skal stå direkte på vores trægulv på altanen. Er lidt bange for at fugt fra nedbør kommer til at stå mellem kapilærkasserne og trægulvet, og måske ødelægge det. Men problem løst.

tirsdag den 16. april 2013

Altanen

Jeg kan ikke tage et foto af hele altanen, da jeg af logiske årsager ikke kan træde langt nok tilbage, men her er da i hvertfald et foto af de 3 kapilærkasser og 2 plantesække, som jeg købte i går.

Udstyr

Sidste år satte jeg nethegn op i begge sider af altanen ved at sætte dem fast på gelænderet og overboens altan. Så har jeg noget at binde tomatplanterne til efterhånden, som de gror.

Nethegn til at binde tomatplanterne til.

Sidste år

For første gang sidste år forsøgte jeg mig med at dyrke tomater på vores ene altan. Jeg havde købt 3 små tomatplanter af en kollega, og de blev omplantet til hver deres plastbalje. I de første par uger flyttede jeg dem ud på altanen om morgen og ind i spisestuen om aftenen.

De 3 planter var 3 forskellige sorter: Green Zebra, Chocolate Stripes og Oxheart.

Udbyttet var nu ikke særligt stor. Oxhearten gav én tomat, der desværre var ramt af noget skimmelsvamp. Hele den nederste del var sort. Chocolate Stripes gav et par modne tomater og en håndfuld umodne. Green Zebra var den der klart gav flest. En håndfuld modne og omkring 25 umodne.

Min forhåbning er, at det ringe udbytte sidste år mest skyldtes den forholdsvis dårlige sommer uden nok varme, og ikke mine manglende evner som havemand. For under alle omstændigheder så prøver jeg igen i år.

Lidt facts
Vores altan er ca. 1,25x2 m og er vestvendt. Og vi plejer at få masser af sol og varme på den, når sommeren ellers gider være med på legen.
Igen i år satser jeg på at købe små planter fra min kollega, så jeg (og konen) slipper for at have planterne til at stå og spire inde i stuen.
For at undgå den daglige vanding har jeg købt 3 kapilærkasser. I 2 af kapilærkasserne vil jeg sætte tilsammen 4 tomatplanter, mens jeg stadigvæk er lidt uklar på hvad jeg vil bruge den sidste kapilærkasse til, og om den overhovedet bliver sat op i år.

Bloggen
Planen med bloggen her er, at dokumentere forsøget med billeder og mine valg.